Plages du af heftige seksuelle fantasier om noget, du i hvert fald ikke har tænkt dig at gøre “in real life”? Eller dyrker du dem ligefrem? Fantasier kan både føles som noget forbudt eller som tillokkende underholdning. Uanset hvad kan du grave et spadestik dybere med denne øvelse.
Øvelsen kan laves alene eller sammen med en partner.
Betragt fantasien på samme måde, som du betragter en drøm. Den kommer ligesom drømme fra det ubevidste. I denne øvelse kan du vælge at undersøge, om Kali gemmer sig bag ved en af dine fantasier. Kali kan billeddanne sig på mange måder. Hun kan f.eks. gemme sig bag en sadomasochistisk fantasi. Hun kan også gemme sig bag ”man-eateren”. Kali kan optræde både i mandens og kvindens fantasi, og begge kan bruge denne øvelse.
Øvelsen kan være god at lave i forbindelse med, at du har sex, enten med dig selv eller sammen med en partner. Fantasier kommer ofte, når orgasmen eller udløsningen nærmer sig. I stedet for at udløse energien i en orgasme kan du prøve at stoppe op, sætte dig op og meditere på din fantasi. Stil dig selv følgende spørgsmål, et ad gangen:
Meditation
1 | Hvilke følelser er forbundet med fantasien? |
2 | Dukker der nye lag op, eller forandrer fantasien sig, mens du kigger på den? |
3 | Hvad vil den fortælle dig? |
4 | Lad din opmærksomhed bevæge sig ned til jordpunktet og kig på, hvad der er aktivt dér lige nu. |
Hvis du laver øvelsen sammen med en partner, er det oplagt, at I deler jeres oplevelser med hinanden bagefter. I kan vælge at skiftes til at have fokus på fantasierne, så det kun er den ene, der bygger energien op. Under alle omstændigheder er det en god ide at skrive oplevelsen ned for at se, hvad der sker i processen over tid. Måske forandrer fantasien sig, måske forsvinder den helt.
Måske skal du/ I lave øvelsen flere gange, før de dybere lag giver sig til kende.