Sådan

For dette par er det ikke nok at have kontakt i kronechakra, hvis man ikke kan være sammen om praktiske opgaver eller komme ned i kroppen i samværet. Men samtidig har de haft en tendens til at hæve sig over disse ting. Det har været en tung, men også berigende proces at få et samarbejde i gang i de “lavere” chakraer, og nu handler det meget om rodchakra.

Da de første gang mediterede sammen, oplevede de begge, at der nærmest var en bjælke, som forbandt dem mellem kronechakraerne. Men alle de gode ting på “de øvre etager”, hvor det er en fryd at have kontakt, er dog ikke meget værd, hvis ikke de lavere aspekter er med. For “det skal ud gennem benene, det er ikke nok at sidde og meditere”, som manden siger.

Ikke desto mindre er det netop dette arbejde, som parret har haft vanskeligt ved: at komme nedad og være sammen om det, f.eks. i form af at udføre praktiske ting eller lave noget kropsligt ud over sex. De er dog kommet rigtigt godt efter det i de senere år og har fundet stor glæde i det.

Arbejdet nedad er nærmest foregået slavisk chakra for chakra, og nu handler det således om rodchakra.

Upraktisk forhold til hjælp

Selvom de helt fra starten oplevede, at de havde et potentiale i forhold til rodchakra, dvs. muligheder for samarbejde i dette aspekt af livet, var det ikke så let for dem. F.eks. havde kvinden svært ved at lukke manden ind i forhold til praktiske opgaver. Hun kan ellers godt have brug for hjælp til mange ting her, men i de første år kunne hun ikke så godt tage imod hans hjælp.

“Vi boede ikke sammen på det tidspunkt, men mødtes faktisk hver eneste dag, fordi vi boede 100 meter fra hinanden. Så vi var sammen om andet end bare meditation og tantra, blot ikke om hendes praktiske behov: Engang skulle hun f.eks. have en kasse ud i sin bil. Jeg tilbød at gøre det, men det ville hun ikke have hjælp til, hun ville gøre det selv. En anden gang skulle hun sende en pakke på posthuset, men ville ikke have, at jeg gik ned og sendte den, det ville hun bare selv. Sådan var det med alle især mindre praktiske ting, hun skulle have lavet”, fortæller han.

Rodchakraet var dog også et svært sted for ham, og det er et sted, de begge skal være opmærksomme.

Den energimæssige tilgang

Parrets evne til at kunne mødes i det meditative har dog vist sig at være ret anvendelig, da de ved hjælp af denne kontakt har kunnet se, hvor skoen trykkede.

Han kunne f.eks. i begyndelsen energimæssigt se, at hun havde problemer i harachakraet.

Når de mediterede, så han en slags stribet nederdel ned over hendes underkrop, som om der var klumper i energien. Det så han som problemer i hendes harachakra. Han ville gerne hjælpe hende med det og følte, han kunne, fordi kontakten til hans eget harachakra normalt flød på en god måde.

Tålmodighed skulle der til

Og det ville hun gerne have hjælp til.

“Jeg hjalp ved at være utrolig tålmodig omkring det seksuelle. Vi havde f.eks. flere møder, hvor vi ikke dyrkede sex, fordi hun ikke rigtig ville. Eller der gik lang tid den ene gang, inden vi kom til sagen. Eller hvis hun kun ville 5 min., og jeg ville 30 min., så blev det 5 min.”, husker han.

Han hjalp også på en anden måde i harachakraet: Han mente, han kunne se, hvordan hun “skulle tages”, når de mødtes, dvs. hvor grænsen den givne dag lå i hendes harachakra, om det f.eks. skulle være hårdt eller blødt.

Hun på sin side drømte, at hun så et bord helt dækket af væskefyldte flasker. Hun forstod drømmen sådan, at flaskerne repræsenterede opgaven med at få ryddet op i harachakraet. Og efter nogle år drømte hun igen om bordet, og nu stod der kun et enkelt glas tilbage med væske.

Hjælpen fra 8-tallet

De har ofte arbejdet – og arbejder stadig – med at løsne op for energien ved at lave en energiøvelse, der handler om at forbinde harachakraerne i et 8-tal, hvor man f.eks. forestiller sig, at der går en 8-tals-cirkulation mellem chakraerne.

Den øvelse har de tit lavet i forbindelse med sex: “Vi laver altid et 8-tal mellem et chakra, hvor der er god kontakt og derefter i et chakra, hvor der er mindre god kontakt. Jeg oplever, at hvis man kun fokuserer på de områder, hvor det er vanskeligt, så bliver det for svært at arbejde med det. Hvis man f.eks. har en rigtig god hjertekontakt, så letter det i tantraen, hvis vi begynder med at forbinde de to hjerter, inden vi går videre med hara, hvor kontakten kan være mindre god”, fortæller kvinden.

Ned i rod

Nu er det lykkedes dem at arbejde helt ned til rodchakra, og det er her arbejdet ligger lige nu.

Efterhånden går det bedre med det. De er blevet i stand til at være sammen om projekter på en god og konstruktiv måde og ovenikøbet hygge sig med det.

Manden oplever på sin side, at han er blevet mere aktiv i forhold til projekter med andre mennesker. Han bruger tid på opgaver, som han ikke tidligere havde tænkt var nødvendige.

“Vi mærker, at samarbejdet er blevet bedre, fordi de lavpraktiske ting nu fungerer fint. F.eks. fungerer det godt med vores samarbejde omkring rengøring og andre små praktiske opgaver i hjemmet. Vi har fået et samarbejde op at køre, som ikke tidligere fungerede”, slutter hun.

Det skal ud gennem benene
Tagget på: