Viden om
At afslutte et tantraforhold, hvor partnerne har børn sammen, er en speciel situation – vel at mærke, hvis det er hjemmeboende børn, som man er eller fungerer som forældre for. Det samme gælder, hvis man har store aktiviteter eller megen ejendom sammen, men det er alligevel noget andet og helt specielt, når man har hjemmeboende børn sammen.
For ud over at være tantrapartnere er man jo så også forældre. Og hvad gør man så, hvis man vil stoppe sit tantraforhold? Skal man blive sammen for børnenes skyld? Er forældreskabet en del af tantraforholdet eller ej? Hvad nu hvis tantraforholdet slutter, før børnene er voksne og kan klare sig selv?
Børn er omvandrende processer
For det første gælder det, at tantra og børn hænger naturligt sammen. Tantra handler meget om seksualitet, og det skal børn jo ikke blandes ind i, men herudover handler tantra meget om natur, krop, proces og glæde – og det indeholder børn også rigtig meget af. De er jo omvandrende processer, der udspiller sig konkret for øjnene af én. Hver uge har de lært noget nyt og har flyttet sig. De forandrer sig med hastige skridt, tilsyneladende meget hurtigere end voksne. Det er svært at være forældre uden procesbevidsthed. Forståelse og accept af udvikling er vel egentlig afgørende for at være en god forælder.
Så mon ikke tantraprocessen mellem manden og kvinden i hjemmet og processen med at være forældre hænger sammen på den måde, at den ene ikke løber tør før den anden? At have børn sammen vil ofte være en del af processen.
Hvis det så alligevel skulle ske, at en afslutning trænger sig på, selvom man har børn, må man se ekstra grundigt på, om det er nødvendigt at afslutte, om der kan gøres noget for at få energien igang igen mellem partnerne. Men samtidig anbefaler vi ikke at være sammen blot for børnenes skyld. De kan også lære meget af, at forældrene forsøger at slutte på en god måde.
Når alt det her er sagt, så gælder der det samme omkring afslutning af et tantraforhold med børn som uden.