Sådan
En kvinde fortæller her sin historie om at abortere et ønsket barn og finde hjælpen i meditation og tantra.
Jeg var gravid i 5. måned, og min partner og jeg glædede os meget til at få et barn sammen. Desværre gik det ikke som forventet, da barnet havde en svær og sjælden kromosomfejl. Min kæreste og jeg valgte derfor at afbryde graviditeten ved en provokeret abort.
Tiden derefter var svær og sorgfyldt, men tantra hjalp til, at den også blev lærerig og fyldt med kærlighed.
Vi havde været kærester og tantrapartnere i fem år, da jeg blev gravid ved hjælp af fertilitetsbehandling. Alt gik som det skulle, og gennem vore ugentlige tantramøder havde vi begge oplevet en god og stærk energi omkring graviditeten og det lille nye liv, der var på vej.
En dag slog livet dog en kolbøtte, da en fostervandsprøve i forbindelse med 20-ugers-scanningen viste, at barnet havde “Trisomi 13”, en sjælden kromosomfejl, som barnet ikke ville kunne leve med.
Beslutningen om en abort var svær, men nødvendig.
Instinktive kræfter var nødvendige under aborten
Jeg aborterede efter at have fået ve-stimulerende medicin, og min partner og jeg kunne begge overnatte på stuen på gynækologisk afdeling. Jeg husker tydeligt den provokerede fødsel: Jeg var anspændt, trak vejret overfladisk og havde svært ved at samarbejde med min krop. En nær veninde kom og var hos os. Hun masserede mine ben og spurgte, om jeg kunne kontakte de instinktive kræfter i mit jordpunkt. Med det hjalp hun mig til at komme mere til stede. Jeg fik blod til fødderne, åndedrættet kom dybere ned i maven, og jeg begyndte at arbejde sammen med energien. Det skruede op for processen. En time efter var det overstået, og min krop havde gjort det, den skulle.
Jeg husker tomrummet i min krop i tiden derefter. Min store mave var pludselig væk, og jeg producerede mælk, som ingen skulle have. Det var ikke, som jeg havde ønsket det, men det var sådan, det var. Sorgen fyldte alt, og det, der hjalp, var at meditere.
Jeg begyndte at acceptere tabet som en del af livets vilkår.
Kan man elske et dødt barn, som man aldrig har kendt?
I sorgprocessen blev det klart for mig, at livets kriser giver muligheder. Det hjalp mig til at give plads til sorgen, men samtidig fokusere min energi på, hvad tabet åbnede af muligheder og indsigter.
Jeg fik mulighed for at mærke den betingelsesløse kærlighed til et barn, som jeg tror, enhver kvinde oplever, når hun føder. Selvom barnet var dødt, var kærligheden kraftfuld og altoverskyggende. Mine moderfølelser blev vakt, og jeg havde naturligvis svært ved at erkende, at barnet ikke levede, og at jeg aldrig ville skulle være mor for det. Men at mærke de store følelser var en kæmpe gave. Det gav mig et indblik i en side af livet, som jeg ingen erfaring havde med.
Motion eller meditation?
Samarbejdet med min partner og kærligheden mellem os fik også grobund for vækst. Vi var pressede begge to og skiftedes til at rumme den andens sorg, samtidig med at det viste sig, at vore sorgprocesser var meget forskellige: Min partner havde fx brug for at motionere. I en periode cyklede han 10 km til svømmehallen, svømmede en times tid og cyklede hjem igen – hver dag.
Jeg havde brug for noget helt andet. Jeg gik lange ture i skoven. Sad udenfor og sansede naturen. Drak te på sofaen, mediterede og fik healing.
Mange par går fra hinanden, når de mister et spædbarn eller må afbryde en graviditet. Jeg oplevede, at vi kom tættere på hinanden. Måske fordi vi gav hinanden plads til at sørge på hver vores måde. Jeg fik et kig ind i min partners sorg og han i min. Vi lærte hinanden bedre at kende og fandt styrken gennem kærligheden, som i dette tilfælde handlede om at give plads til hinandens forskellighed.
Kan man græde under sex?
Allerede kort tid efter aborten havde vi tantra. Det viste sig, at også gennem sex kunne sorgen forløses. Jeg gav tårerne plads, samtidig med at jeg nød elskoven med min partner. Det var paradoksalt. Voldsomt og smukt på samme tid. Langsomt transformerede den dybe sorg sig – den slap.
Vore tantramøder gav også mulighed for, at jeg sammen med min partner kunne kontakte tabet og sorgen på en energimæssig måde. Det var sjældent relevant med så mange ord, men gennem meditation, energiarbejde og sex kunne vi på en eller anden måde være i sorgen sammen og give den den plads, som den behøvede.
En tantrisk indstilling til sorgen
Lige efter aborten talte vi meget om, hvordan vi skulle forholde os til det lille væsen. Skulle han begraves, bisættes? Skulle vi have et gravsted? Skulle han have et navn? Og hvordan ville vi mon tænke om 1 år, 5 år og 20 år? Samtidig med den dybe sorg var også kærlighed til, at livet findes, at skabelse er mulig. Det var svært, men vi anede begge kimen til, at livet igen kunne blive smukt og glædesfyldt.
Efter at have fået råd og vejledning af et menneske, vi begge nærer stor tillid til, valgte vi at støtte hinanden i ikke at skabe en binding til sorgen, som nok er den umiddelbare måde at reagere på. Det var nemt at gøre mig selv til offer, at synes det var “synd for mig” og miste al tillid til livet og fremtiden.
At forholde mig til tabet gennem meditation og sex hjalp mig til at forstå, at jeg for altid vil være ked af dét, som skete, men at mit liv af den grund ikke er mindre glædeligt, og at det er fyldt med gode muligheder.
Den dag i dag, kan vi stadig mødes i sorgen, når den dukker op hos den ene i mødet mellem os. Jeg oplever det som en værdifuld og tryg måde at give sorgen plads på. Den er der som en livserfaring i vores bevidsthed og i vores energisystem.
Vi ønsker begge at blive gravide igen og en dag kunne tage os af et velskabt barn. Om det sker, kan vi ikke vide, og vi er begge mere ydmyge over for den del af livet.