Viden om

Stop med at drive hinanden til vanvid!

Både mænd og kvinder kan have stor glæde af en balanceret og strømmende kontakt til aggressionskraften. Vejen dertil er dog ofte belagt med udfordringer, som kan se forskellige ud afhængigt af køn og en masse andre faktorer.

Mænd og aggression

Mange mennesker har en tendens til primært at forbinde aggression med mænd. Det er da også rigtigt, når man kigger på statistikkerne, at det langt overvejende er mændene, der står for overfald, mord, overgreb og alle mulige andre udtryk for ubalanceret aggression.

Set fra et tantrisk synspunkt ER det af stor vigtighed for mandens selvfølelse, autenticitet og kraft at få aggressionskraften integreret og balanceret. En mand uden kontakt til aggressionskraften kan nemlig føle sig svækket, deprimeret, impotent (både i bred og i konkret forstand) samt værdiløs. Og det er ikke de kvaliteter, kvinder tænder mest på!

Dette fokusskifte fra krop til hoved gør, at man snarere ser mændenes aggressionkraft som et besværligt appendix end som en ressource – hvad den vitterligt er.

Ikke desto mindre giver vores kulturelle syn på aggressionskraften fra starten af manden et dårligt udgangspunkt. Vi får nemlig indkodet det synspunkt, at aggressionskraften er farlig, og at man derfor helst skal holde sig langt væk fra den. Mænd og kvinder er lige gode om at videregive dette synspunkt til børnene, og det har generelt den effekt på drengene, at de oplever, at der er en del af deres udtryksfelt, som er forkert. Så prøver de naturligvis ad andre veje at kompensere, dvs. finde andre måder at udtrykke sig på og dermed få anerkendelse.

Ud fra en tantrisk synsvinkel er det dog alfa og omega, at manden aflærer de evt. negative mønstre og forestillinger og i stedet tager reelt ansvar for sin aggression. Først da får han for alvor fat i sin pol og sit jordpunkt, hvor han bl.a. kan hente autoritet, gennemslagskraft, seksuel potens og en dybere kontakt til kroppen.

Det kan vi ikke li’!

Både mænd, kvinder og kulturen rummer altså negative holdninger til mandens aggressionskraft, som har en indre logik, der dog ikke nødvendigvis er konstruktiv.

  1. Den er farlig (og ganske rigtigt, det kan den være alt efter håndteringsstrategi).
  2. Den er forbundet med magt og dermed undertrykkelse og overgreb (niksen, magt har med egoet at gøre, og de to kan forbindes, men er det ikke pr. definition).
  3. Den må for enhver pris holdes under kontrol, hvorfor der må slåes hårdt ned på et hvilket som helst udtryk (hvilket så gør, at vi ikke får mulighed for at gøre os andre erfaringer med aggressionens væsen og muligheder).

Hertil kommer, at den moderne kultur ikke rummer mange udfordringer, hvor manden er nødt til at tage sin fysiske styrke i anvendelse. Der skal ikke nedlægges bjørne eller bygges huse med hændernes kraft. Til gengæld stiller vores kultur store krav til det mentale apparat. Dette fokusskifte fra krop til hoved gør, at man snarere ser mændenes aggressionkraft som et besværligt appendix end som en ressource – hvad den vitterligt er.

Kvinder og aggression

Aggressionskraften er en del at vores instinktapparat og eksistens og i høj grad også relevant for kvinder. Som det også gælder for mænd, er der store individuelle variationer. Nogle kvinder har meget aggressionskraft og dermed et ekstra stort behov for at få den bragt i cirkulation og balance. Og alle kan have glæde af at få kontakt til den.

Mænds større fysiske styrke siger generelt ikke noget om den energimæssige styrke bag aggressionen. Kan en kvinde hente sine kræfter i jorpunktet, kan hun reelt matche mandens aggression energimæssigt. Og så kan der komme et helt nyt niveau af ligeværdighed ind i relationen.

Også piger lærer dog gennem opvæksten, at aggression skal man holde sig fra. Grunden er igen, at det er farligt, men vi er (umiddelbart) ikke helt så bange for kvinders aggression, som for mændenes. Til gengæld synes vi, at den er latterlig.

Kan en kvinde hente sine kræfter i jorpunktet kan hun reelt matche mandens aggression energimæssigt. Og så kan der komme et helt nyt niveau af ligeværdighed ind i relationen.

At vise aggression er derfor for mange kvinder forbundet med at tabe ansigt og føle sig forkerte. Ja, kulturen kan tilmed formidle det budskab, at en aggressiv kvinde er maskulin – og dermed slet ikke en rigtig kvinde!

Ud fra en tantrisk synsvinkel er en kvinde med kontakt til sin aggression dog et meget stærkt kort. Dels vil hun kunne møde manden i hans aggression uden at blive bange og trække kontrol-kortet. Dels giver det en generel kontakt til jordpunktet og de kvaliteter, man kan hente her: en stærk selvfølelse, lyst til og glæde ved sex, en stærk forankring i kroppen og en dybere funderet rummelighed.

Det er for latterligt!

De mest fremherskende negative forestillinger om kvinder og aggression kan groft sagt opsummeres således:

  1. Kvinders aggression kan man ikke tage alvorligt.
  2. Hvis kvinder er meget i deres aggressionskraft, er de enten hystader (=latterlige) eller maskuline kvinder (=usexede), og i ingen af tilfældene er man “en rigtig kvinde”.
  3. Kvinders aggressionsudtryk må ignoreres, og hvis det ikke virker, må det sygeliggøres, evt. medicineres væk.

Et sted, hvor kvinder vitterligt har brug for aggressionskraft for fuld udblæsning, er, når der skal fødes børn. Det er udfordrende nok at føde, og uden kontakt til aggressionkraften bliver det meget vanskeligt. Pressefasen kræver dels veer, dels en vilje til at få det barn UD! Nogle kan opleve, at en fødsel åbner for aggressionkraften, så den bare sætter sig igennem uanset kvindens sædvanlige mening om den sag eller om almindlig god opførsel. Så en fødsel kan for kvinden være en adgangsbillet til aggressionsarbejdet.

Man kan dog også have den modsatte oplevelse, nemlig at adgangen til aggressionen vanskeliggøres gennem det syn, kulturen – incl. de fødende kvinder og deres mænd – har på fødsler. Der mangler generelt tillid til, at kroppen kan klare denne proces, og fødsler er idag omgærdet af rigtig megen kontrol og mistillid.

Vrede mellem kønnene
Disse udfordringer for kønnene lægger ikke ligefrem op til et balanceret aggressionmøde mellem dem. Aggressionskraften er i klemme i rigtigt mange parforhold, sådan at hverken manden eller kvinden kan udfolde kraft og styrke. Og det kunne der ellers nok være brug for for at klare den moderne hverdag med karriere, bleskift, sociale netværk og krav om tjekkethed.

Rigtigt mange mennesker “har noget” på det modsatte køn. Ja, de negative forestillinger er idag så automatiserede, at de bliver en del af den interne mand/kvindekultur. Det bliver til noget, vi synes, vi ved om det modsatte køn og til “sådan er det bare”.

Den nedpakkede aggression mellem kønnene kan i parforholdene komme til udtryk i:

  • Alt for mange skænderier om uvæsentlige detaljer.
  • Tagen afstand fra den anden – en afstand, som langsomt breder sig.
  • Manglende respekt for den andens beslutninger, f.eks. i forhold til børnene.
  • Negative bemærkninger ud gennem sidebenene derhjemme, hvorefter de til gengæld udfoldes i stor stil, når man er sammen med venner af samme køn.
  • Afvisning af sex.

Rigtigt mange parforhold vil derfor kunne få glæde af at få aggressionen pakket ud og anbragt på rette plads. Dette kan man f.eks. gøre gennem tantra.

Læs mere om aggressionens plads i tantra:
Link: 

Og bliv inspireret til det konkrete arbejde her:
Link: 

Alle taber, når kvinder og mænd lukker af for adgangen til aggressionkraften. Bliver der åbnet for den, fører det ikke til kamp og kåring af en vinder, men derimod til win-win. Alle bliver tydeligere, får mere kraft og tager større ansvar – og det kunne verden vel nok ønske sig.

Mænd, kvinder og aggression
Tagget på: