Sådan
En af Tantraforum.dk’s definitioner på avanceret tantra er at løse en svær almentmenneskelig opgave med tantra som hjælp. Her er en kvinde, som har gjort det: Fortvivlelsen og vreden over ikke at kunne få det barn hun ønskede sig, førte denne kvinde ind i en dybere kontakt med sig selv.
Hun havde aldrig før oplevet så megen vrede i sit liv, en vrede som rettede sig mod Gud og hendes mand. Hvad hun ikke vidste var, at processen siden hen resulterede i en kvalitativt anderledes kontakt til hendes spiritualitet. Hun fik fat i sin kraft og naturlige autoritet.
“Det førte mig ind i et kvalitativt nyt sted. Der blev sat det værste scenarie op, og det blev jeg nødt til at æde. Både at have været igennem at se mig selv på den grimmeste måde og så acceptere det, som jeg aldrig havde troet, at jeg ville kunne komme til at acceptere. Det har flyttet mig rigtigt meget, det har været et meget vigtigt skridt for mig og en afgørende tantrisk proces”
Et sort hul
Det var et af hendes livs store ønsker at blive mor, og da det ikke lykkedes ad naturlig vej, gik hun og hendes mand igang med fertilitetsbehandling. De fik tre forsøg, som alle endte uden en graviditet.
Efter det første forsøg, som mislykkedes, røg hun ned i et sort hul. Hun var vred på Gud og på sin mand. I starten var hun som forstenet i vreden, den var så stor, at den var svær at udtrykke, og hun blev bange for dens kræfter.
Efterhånden fik hun hul på vreden, der tordnede under overfladen. Disse voldsomme følelser gav hun los for i tantraen. Hun råbte og skreg og oplevede sider af sig selv, som hun aldrig før havde oplevet så voldsomt.
“I processen med fertilitetsbehandling og min vrede over at jeg ikke blev gravid, blev jeg opmærksom på, at jeg havde et begær efter at blive mor.”
Hun kom i den forbindelse i kontakt med, at hun ikke følte sig som en rigtig kvinde, hvis hun ikke blev mor. Barnet skulle bruges til at retfærdiggøre hendes værdi som kvinde.
Det var svært for hende at forestille sig et liv uden et barn. Hun syntes ikke, at hendes liv var noget værd uden. Hvis ikke hun havde haft mulighed for at arbejde med det i tantra, tror hun ikke, at hun var kommet igennem vreden og fortvivlelsen, som hun gjorde.
“Jeg har aldrig nogensinde kigget ind i så mange skyggesider af mig selv.”
Hun tog kontakt med jordpunktet for at kunne være i raseriet og fortvivlelsen. Dét, at hun og hendes partner turde lade disse sider komme frem, gjorde dels, at hun kom igennem dem og efterhånden kom ind i en accept af, at hendes liv ville komme til at forme sig på en anden måde, end hun havde tænkt. Inden sidste fertilitetsbehandling var hun nået til en accept af, at hendes liv ville blive godt, uanset om der kom et barn eller ej.
Et kvalitativt skift
Dét at give slip på så fundamental en forestilling om sig selv som kvinde og til, hvad hendes liv blandt andet skulle indeholde, gav plads til, at noget nyt kunne vise sig.
Der var efterhånden bygget en pulje af energi op omkring hele processen med at gå ind i fertilitetsbehandlingen og at få løst de opgaver, der viste sig undervejs. Det blev et oprydningsarbejde i forhold til begæret efter at blive mor, arbejdet med vreden og at acceptere, at livet ville noget andet med hende.
“Det var en investering at gå ind i den proces med fertilitetsbehandling. Afkastet af investeringen blev et andet, noget, som jeg ikke kunne have forestillet mig på forhånd”.
I tiden efter at hun havde accepteret, at hun ikke skulle være mor, voksede et nyt udtryk frem. Hun havde i processen fået mere fat i sin kraft og naturlige autoritet blandt andet ved at være så meget i kontakt med jordpunktskraften.
Dybere kontakt
Hun oplever idag en forandring på den måde, at hun i langt højere grad står ved, hvem hun er, får sagt det, hun vil og gjort det, der skal gøres. Hun føler sig mere sikker, fordi hun har fået en dybere kontakt med sig selv. Det er en styrke at se livets vilkår i øjnene og acceptere dem.
Det at være gået igennem så svær en proces og komme godt ud af det på den anden side har også givet hende en tillid til, at hun kan klare det, som livet byder hende.
“ Når jeg kunne klare det, kan jeg klare meget andet. Jeg har grund til at have tillid til, at jeg kan bruge min styrke og sikkerhed i det, som livet byder mig”.
Den nye kontakt til hendes dybde og spiritualitet er hendes barn – den gave, der kom ud af processen. Smerten og savnet kan stadig være der indimellem, men hun kan godt rumme den.
At acceptere tingenes tilstand er en invitation til at være lodret.